Tag: Tanketråde

Sprog er værdi. Ord er magt. Dit sprog og dine ord sætter værdien af de ting, du beskriver. Sprog er magt. Den værdisætning, dit sprog gengiver, påvirker din læser. Har du mange læsere, påvirker du mange mennesker. Har du mange læsere, har du stor magt.

Den kritiske læser forholder sig reflekterende til det, h*n læser.
Men ingen mennesker kan være kritiske hele tiden. Det kræver energi at være kritisk. Energi at læse aktivt. Energi at være aktivt reflekterende.
– Nogle gange vil man bare gerne underholdes.

Sprog er magt. Som forfatter har du magt. Og med magt følger ansvar. Ansvaret for at holde dig bevidst om, de værdier dit sprog udbreder. Ansvar for at du viderebringer de værdisæt, du rent faktisk ønsker. Ansvar for at du ikke genfortæller nedarvede værdier ureflekteret.

Det kræver energi at reflektere aktivt over det, man skriver. Ingen mennesker kan være kritiske hele tiden. – Nogle gange vil man bare gerne fortælle en god historie. Men med fortællinger følger ansvaret.

Med det at blive læst følger ansvar. Som forfatter har du ansvaret for din fortælling.
Din tekst.
Dine ord.
Og du har ansvaret for, at du viderebringer de værdisæt, du ønsker.

Sprog er værdisættende. Sprog er værdiafgrænsende. Sprog er magtudøvende. Sprog er ord. Ord definerer virkeligheden.
Jeg har set virkeligheder blive omkalfatret af ord.

Fortællinger skaber virkeligheden. De ord, vi fortæller med, bliver de ord, der er virkeligheden.

Jeg tænker på evnen til at fortryde. På evnen til at rumme fortrydelse. 

“Kom videre” siger de.

“Du kan jo alligevel ikke gøre det om.”

Men selv om jeg ikke kan ændre fortiden, men det må godt være tilladt at fortryde. Jeg vil have lov til at måtte fortryde. Jeg vil have lov til at bruge mine fortrydelser til at blive et bedre menneske. Til at hele sår. Til at lære om mig selv. Til at lære om andre. Måske sige undskyld. At fortryde min handling. Min holdning.

“Du traf jo den bedste beslutning ud fra den viden, du havde.”

Ja, måske – men måske ikke.

Det må godt være tilladt at så tvivl om egne indsigter og hensigter. At så tvivl uden det bliver til udskamning. Uden det bliver til skældud.

Det har jeg ikke lært at være i. At være i det ubehagelige. At være i at lære noget ubehageligt om mig selv. 

Det har vores samfund ikke lært at være i. 

Enten skal vi bare hurtigt videre uden at tænke for meget. Tage en tudekiks og sige pyt. Læg det væk. Gjort gerning kan ikke ændres.

Eller også skal vi omfavne den store tilgivelse af os selv. Tilgivelse af andre mennesker. Den altomsluttende rummelighed af egne og andres fejl.

Det er som om, der ikke er noget sted midt i mellem. En tilstand, hvor man blot er iagttagende og observerende overfor sig selv. Overfor sine egne oplevelser. Sine egne følelser. Kritisk undersøgende uden at afsige dom.

Kvalitet er ikke objektivt. Kvalitet i kunst er ikke objektivt. Kvalitet i økonomi er ikke objektivt. Kvalitet i videnskab er ikke objektivt.

Kvalitet er en samling af parametre, der vægtes mod hinanden. Værdien af parametrene afhænger af dine personlige (eller tillærte) værdier.

Jeg arbejder i et naturvidenskabeligt miljø. I en videnskabelig verden, hvor man kunne forledes til at tro, at kvalitet er en fast defineret og uforanderlig størrelse. – Det er det ikke.

Jeg er dagligt vidne til diskussioner om kvalitet. Hvad vægter højest? Hvornår er ‘godt’ godt nok? Hvor store udsving vil vi tillade? Hvordan måler vi kvalitet?

De samme diskussioner findes inden for kunst. Hvornår er et stykke kunst af høj kvalitet?

Et maleri? Afhænger kvaliteten udelukkende af motivet? Af penselstrøgene? Af kunstnerens intentioner? Af farverne? Af kompositionen? Af fortællingen omkring maleriet? Om dets tilblivelse?

Litteratur? Er kvaliteten i emnet? I sætningerne? I plottet? I sprogets variation? I forfatterens intention med teksten? I læserens oplevelse af eller indlevelse i fortællingen? I karakterernes personligheder. Deres handlinger. Deres holdninger. I skildringerne af karakterer, begivenheder og steder?

Jeg tror ikke på magi – ej heller på det spirituelle. Jeg tror ikke på tanken om at noget større driver min kreativitet. Vi mennesker er utrolig drevne i at se mønstre, der understøtter vores egen fortælling.*
Vi er mestre i, at få udfaldet af en hændelse til at passe i vores selvforståelse og oplevelse af begivenheder. Det er ikke magi. Det er efterrationalisering.

Jeg tror til gengæld på værdien af at have noget, der sætter skabelsen i gang. Noget, som skaber en tilpas forstyrrelse i vores verdensbilleder og fasttømrede tankemønstre. Noget, som løsner op. Noget, der giver et afsæt for nye tankerækker. Noget, der giver et fokus, en prioritering. 

Måske er det et slag med en terning, at trække et tarotkort eller læse et bibelcitat. Det er mindre vigtigt, hvad der skaber forstyrrelsen. Vigtigt er at det hjælper med at vende tingene rundt og sætte noget uforudset i fokus. 

Fokus skærper kreativiteten. Fokus baner vejen til flow. Den flydende berusende tilstand, hvor den ene tanke tager den anden. Hvor ordene følger hinanden i overraskende retninger. Hvor idéer og erkendelser springer frem, som blomster på en forårseng.

Uventede ord, billeder, lyde er katalysatorer. Tanker og kreativitet skal have noget at leve af. Der skal brændstof til.

*Dette fortæller Morten Münster en hel masse om i sin fantastiske bog om mennesker “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”.