Tag: Skriveproces

Nibelungens Ring er sat på pause.

Jeg har kastet håndklædet i ringen. I hvert fald lige nu.

I virkeligheden har projektet været på pause længe, det er bare først nu, jeg har konfronteret mig selv med det. Og accepteret det.

Den store misforståelse

Det seneste afslag jeg fik slog mig omkuld. Ikke fordi det var et afslag, men fordi det satte spørgsmålstegn ved hele manuskriptet. Fordi begrundelsen afslørede, at redaktørerne fuldstændig havde misforstået projektets præmis og rammer.

De havde tilsyneladende ikke fanget, at jeg genfortæller en historie, der ikke er min egen. Historien er Richard Wagners. Det er heller ikke en fortælling om nordisk mytologi. Den er bare pakket sådan ind. 

Accepterer man ikke den betingelse, giver historien ingen mening.

Jeg har valgt at forblive tro mod Wagners historie i min genfortælling. Derfor afspejler den selvfølgelig også de plothuller og ulogiske handlingsforløb, der er i operaen. Noget af det har jeg kunnet glatte lidt ud, men nogle knaster består. Og det kan man godt leve med.

Nibelungens Ring har jo levet som opera i over 150 år – og den lever fortsat på alverdens operascener. Det er f.eks. kun et par år siden at Det Kongelige Teater opsatte Valkyrien sidst.

Jeg er ikke i tvivl om, at rummeligheden overfor huller i plottet og lignende er væsentlig større, når fortællingen er pakket ind i musik og sang og skuespil. Det er lettere, når musikken bogstavelig talt spiller, at acceptere at handlingen på scenen ikke hænger hundrede procent sammen. Fordi teater og opera er tilstedeværelse og oplevelse i nuet.

Skrevne historier har ikke noget at gemme sig bag. Du kan altid bladre tilbage og læse en sætning igen og igen. Ord på papir er nøgne, og derfor er læserens tolerance overfor uregelmæssigheder i fortællingen meget lille. Det er min også, hvis jeg ikke er forberedt på andet.

Jeg mener stadig, at min genfortælling af Nibelungens Ring har sin berettigelse. Den er svaret på min egen søgen efter en tilgængelig udgave af Wagners historie. Jeg ville gerne kende historien om Nibelungens Ring, uden at skulle kæmpe mig gennem 16 timers opera og +300 siders libretto.

Det slap jeg så ikke for. Men forhåbentlig kan jeg give et bredere publikum en mere umiddelbar indføring i Wagners fortælling. For den er fuld af drama, romantik, begær, spænding. Alt det, der skaber en god fortælling.

Det bliver bare ikke lige nu.

En dag går jeg videre i min søgen efter et forlag, men nu skal jeg bruge min energi på noget andet. Jeg har masser af andre projekter, som jeg gerne vil fokusere på.

Nibelungens Ring er færdigskrevet. Det i sig selv var en kæmpe milepæl for mig.

Nu ligger den i skuffen og løber ingen steder. Og en dag kommer den frem i lyset igen.

I arbejdet med version 2 af min genfortælling af Nibelungens Ring, er jeg på flere fronter trådt et par skridt tilbage. ⏮ ⏮

Blandet andet har jeg sat mig for at skrive en kort personkarakteristik af alle fortællingens karakterer.

Dvs. 2-3 linjer om karakterens væsentligste personlighedstræk og hvad, der driver ham/hende.

Det er en virkelig sjov lille opgave, og ikke noget jeg har prøvet at gøre systematisk før. Men jeg har en forestilling om, at det kan hjælpe mig til at skærpe mine dialoger og beskrivelser.

😊 Fortællingens hovedpersoner fremstår meget nuancerede og komplekse. De er ikke så svære at få styr på. Deres ord og handlinger afslører ganske tydeligt, hvem de er og hvad, de længes efter. De synger det, helt bogstaveligt, ud til verden.

🤔 Det er mere vanskeligt med de bipersoner, som kun optræder med ganske få replikker og handlinger. Her har min egen fantasi selvfølgelig mere frie rammer – og så alligevel ikke, for de skal være tro mod fortællingen. 

Derfor oplever jeg det mere som en øvelse i at fange det ekko eller de spejlinger, der kastes tilbage af historiens hovedpersoner. Som om deres karaktertræk gemmer sig mellem ordene. 🙈 (Men jeg skal nok finde dem 😉 )

📝😊
Nogle dele af genfortællingen af Ringen skrev næsten sig selv. Særlig historien i Rhinguldet (den første af de fire operaer) transformerede sig over i mine ord næsten synkront med at jeg hørte/læste den. Her kunne jeg knap nok nå at følge med mig selv. 🏃‍♀️💻

Andre dele var mere drilske og smuttede mellem fingrene på mig. Nogle måtte jeg vende tilbage til flere gange, og indtil flere passager i historien måtte jeg simpelthen sætte på ‘hold’. Så måtte de ligge der og marinere, mens jeg skrev videre et andet sted i historien.

Én af de passager, der voldte mig de største udfordringer var Fricka og Wotans skænderi i ‘Valkyrien’. Det er en meget lang og ret kompleks dialog, hvor der bliver sagt virkelig meget – både på og mellem linjerne. Samtidig sker der også et skifte i personernes sindsstemninger og indbyrdes magtforhold i løbet af samtalen, som er væsentligt for historiens videre forløb. Det hele skulle formidles i prosa uden at det blev for tungt eller knudret.

(Hele mit udgangspunkt for at kaste mig ud i genfortællingen var, at jeg gerne ville gøre historien let tilgængelig, så det var også vigtigt for mig, at jeg ikke spændte ben for den mission.)

Det var derfor en passage, jeg vendte tilbage til at læse 📖 og lytte 🎶 til adskillige gange, inden det lykkedes mig at knække koden for, hvordan jeg ville hive de vigtigste pointer ud, og hvordan de skulle fortælles.

Men det lykkedes 🙂 og jeg blev selv godt tilfreds med det færdige resultatet. Nu er jeg så bare spændt på, hvad mine kommende læsere synes. 🤷‍♀️