Tag: mininovelle

Mini-novelle #3

“Så gå.” Han står med armene over kors. “Bare vær ligeglad med det hele.”

Solen hænger lavt og sætter himlen i brand. Den når ikke højere på denne årstid.

Jeg er ikke ligeglad. Mit hoved er fyldt med ord, jeg har forsøgt at sige tusind gange før.

Noget om at være kørt træt. Om at være udmattet af at leve op til en hel verdens forventninger. Om ikke at kunne slå til. At det bliver mere og mere hektisk for hvert år.

Men ordene hænger fast. Klistrer til min tunge. Han snurrer rundt. En nerve dirrer ved hans øjenlåg, da han snerrer: 

“Så bare overlad det til mig at fortælle verden, at Julemanden er skredet.”

Mini-novelle #2

Fødder og tasker står i kø. Ingen ser mig. Jeg rekognoscerer. Plastikposer er udelukkede.

En rest af noget grønt, spiseligt passerer min vej. Jeg smager. Burde måske spise mere. Ingen ved hvornår, der igen er mad. Men jeg er ikke sulten.

Det bobler i min mave. Og pludselig er den der. Muligheden. Mit livs chance i form af en åben sportstaske. Jeg vurderer afstanden derhen. Den er overkommelig.

Det ser ud til, at der ligger tøj i mørket. Godt at gemme sig i. Tre – to – en. Jeg piler afsted og kaster mig ombord.

Mærker tasken blive løftet, mens togets bremser hviner.

En mini-novelle

Da spætten landede, vidste jeg, at det var tid. Med bankende serier signalerede den sit budskab. Jeg bed tænderne sammen. Gik over plænen. Der var meget mos det år. Blødt og koldt af dug. Undgik sneglene.

En kvinde i nattøj og bare tæer på en græsplæne i et villakvarter en alt for tidlig søndag morgen var, hvad naboerne kunne se. Spætten så ikke på mig. Hoppede lodret op ad stammen og signalerede utålmodig. Jeg så på de umodne pærer – ikke på fuglen, da jeg spurgte til mødestedet.

Den tog en runde om træet, inden den gad svare. Efterlod mærker i barken. Uden farvel fløj den videre til den næste, og jeg gik ind for at pakke.