Min forfattergerning går ad flere stier. Jeg skriver digte og fantasy. Jeg skriver korte tekster. Jeg skriver lange tekster. Jeg skriver på papir. Jeg skriver på lærred.
Og som alt andet jeg beskæftiger mig med, er skriveriet en forunderlig og søgende opdagelsesrejse i nye muligheder for at udtrykke mig og skabe.
Den poetiske
Er en vandring dekoreret af hverdagslyrik. Digte, der søger at fange de stemninger og følelser, som fylder mig.
Lige nu.
Lige her.
Alt det jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg er nødt til at sætte ord på, for at kunne være til og være i mig selv.
Det er også lyrikken, der finder vej til mine tegninger og malerier.
Mine digte finder du flest af på min Instagramprofil @k_a_kristensen.
Og enkelte her på hjemmesiden:
Den eventyrlige
Her lader jeg lader mig fordybe i storslåede dramaer, krig og kærlighed, mennesker og magi, monstre og mystik. Jeg lader min fantasi og trang til skabe andre universer få frit løb.
Jeg skriver de fortællinger, jeg gerne selv vil læse.
Der var engang, hvor fantasy var det eneste, jeg kunne forestille mig nogensinde at skrive. Det er her mit forfatterhjerte og læsehjerte ligger. Det er her min kærlighed til litteraturen bor.
Det er også her, mit forfattermanifest har sit udspring.
Min genfortælling af Nibelungens Ring, var det første romanprojekt, jeg fik skrevet helt færdigt. Den afventer fortsat udgivelse.
Den sorte lakaj er mit hjertebarn. Den er første bog i et tiltænkt bogkompleks. Altså en række bøger, der alle foregår i det samme univers, men kan læses mere eller mindre uafhængigt af hinanden.
Bogen er stadig under udarbejdelse.
Og så er der Tanketrådene …
Og du kan gå på opdagelse i mine malerier og kunstkreationer her.