En mini-novelle
Da spætten landede, vidste jeg, at det var tid. Med bankende serier signalerede den sit budskab. Jeg bed tænderne sammen. Gik over plænen. Der var meget mos det år. Blødt og koldt af dug. Undgik sneglene.
En kvinde i nattøj og bare tæer på en græsplæne i et villakvarter en alt for tidlig søndag morgen var, hvad naboerne kunne se. Spætten så ikke på mig. Hoppede lodret op ad stammen og signalerede utålmodig. Jeg så på de umodne pærer – ikke på fuglen, da jeg spurgte til mødestedet.
Den tog en runde om træet, inden den gad svare. Efterlod mærker i barken. Uden farvel fløj den videre til den næste, og jeg gik ind for at pakke.
