Kategori: Skriblerier

Om at tegne kort mens jeg skriver

Jeg har tit behov for at have helt styr på verdenshjørner, og hvordan steder og ting er placeret i forhold til hinanden, når jeg skriver.
🗺️ Derfor tegner jeg altid masser af kort og plantegninger til at fastholde mine forestillinger, mens jeg skriver.

🙆 Nogle ‘tegner’ jeg bare inde i mit hoved, men oftest kommer de ned på papir. 

Dels fordi jeg ikke kan lade være. Men også fordi, tegningerne hjælper mig med at opdage, når noget ikke hænger sammen, hvis logikken mangler, eller jeg kommer til at modsige mig selv.

I processen med at genfortælle Nibelungens Ring tegnede jeg også et kort.
Eller rettere sagt, jeg stregede de vigtigste landemærker i et stiliseret landkort. 

Men jeg kan ret godt lide at tegne kort, så for et par dage siden, kom jeg lige til at lave en lidt mere præcis skitse. Jeg er ikke sikker på, at den er helt på plads (der er noget med orienteringen i forhold til verdenshjørnerne, jeg ikke er helt tilfreds med),  så der kan godt nå at komme et par versioner mere. Bare fordi jeg nok ikke kan lade være, selv om manuskriptet sådan set er færdigt.

Hvad bruger du af ‘hjælpemidler’, for at holde styr på detaljerne i din fortælling?

NB: En geografikyndig person kunne måske finde på at indvende noget i retning af:
Jamen, sådan løber Rhinen jo slet ikke. ☝️🧑‍🎓

Og nej – det gør den ikke. Ikke i den virkelige verden. Men Nibelungens Ring foregår ikke i den virkelige verden, så jeg har taget mig alle de kunstneriske friheder, jeg syntes, jeg havde brug for. 😉

Lidt tanker fra skriveprocessen

📝😊
Nogle dele af genfortællingen af Ringen skrev næsten sig selv. Særlig historien i Rhinguldet (den første af de fire operaer) transformerede sig over i mine ord næsten synkront med at jeg hørte/læste den. Her kunne jeg knap nok nå at følge med mig selv. 🏃‍♀️💻

Andre dele var mere drilske og smuttede mellem fingrene på mig. Nogle måtte jeg vende tilbage til flere gange, og indtil flere passager i historien måtte jeg simpelthen sætte på ‘hold’. Så måtte de ligge der og marinere, mens jeg skrev videre et andet sted i historien.

Én af de passager, der voldte mig de største udfordringer var Fricka og Wotans skænderi i ‘Valkyrien’. Det er en meget lang og ret kompleks dialog, hvor der bliver sagt virkelig meget – både på og mellem linjerne. Samtidig sker der også et skifte i personernes sindsstemninger og indbyrdes magtforhold i løbet af samtalen, som er væsentligt for historiens videre forløb. Det hele skulle formidles i prosa uden at det blev for tungt eller knudret.


(Hele mit udgangspunkt for at kaste mig ud i genfortællingen var, at jeg gerne ville gøre historien let tilgængelig, så det var også vigtigt for mig, at jeg ikke spændte ben for den mission.)

Det var derfor en passage, jeg vendte tilbage til at læse 📖 og lytte 🎶 til adskillige gange, inden det lykkedes mig at knække koden for, hvordan jeg ville hive de vigtigste pointer ud, og hvordan de skulle fortælles.


Men det lykkedes 🙂 og jeg blev selv godt tilfreds med det færdige resultatet. Nu er jeg så bare spændt på, hvad mine kommende læsere synes. 🤷‍♀️

Jeg fik en idé

I et momentant anfald af overmod faldt det mig ind at genfortælle Richard Wagners opera-drama om Nibelungens Ring som en roman.

Historien handler ganske kort fortalt om nibelungdværgen Alberich, der stjæler Rhindøtrenes fortryllede guld. Han afsværger al kærlighed og bliver dermed i stand til at smede en ring af guldet, der kan give ham al magt i verden. Og derfra går alting så galt….

Illustrationerne er mine egne små skitser til, hvor jeg kunne forestille mig, at denne ring ser ud.

I gang igen

Mit arbejde med Den sorte lakaj, har ligget stille nu i over 1½ år, mens jeg har koncentreret mig om et andet skriveprojekt. (det vil der komme mere om på et senere tidspunkt)

Men nu er jeg i gang igen – først og fremmest med at finde hoved og hale i mine egne papirer, noter og tegninger. Nogle er blevet temmelig krøllede i mellemtiden, og det eneste jeg er nogenlunde sikker på, er at jeg var i færd med at sammenskrive kapitel 7 – tror jeg nok. 🙃

Et landskab tager form

Begivenhederne i fortællingen om den sorte lakaj er tæt bundet op på landenes geografi og topografi. Heldigvis elsker, som i ELSKER, jeg at tegne kort. Der har været virkelig mange varianter af Østerled undervejs, men jeg har lovet mig selv, at nu sker der ikke flere ændringer. Ikke i den overordnede geografi i hvert fald. Der er fortsat mange uudforskede områder, så det kan jo være, at historien stadig kan nå at føre mig til ukendt land.

Håndtegnet kort