Mini-novelle #2
Fødder og tasker står i kø. Ingen ser mig. Jeg rekognoscerer. Plastikposer er udelukkede.
En rest af noget grønt, spiseligt passerer min vej. Jeg smager. Burde måske spise mere. Ingen ved hvornår, der igen er mad. Men jeg er ikke sulten.
Det bobler i min mave. Og pludselig er den der. Muligheden. Mit livs chance i form af en åben sportstaske. Jeg vurderer afstanden derhen. Den er overkommelig.
Det ser ud til, at der ligger tøj i mørket. Godt at gemme sig i. Tre – to – en. Jeg piler afsted og kaster mig ombord.
Mærker tasken blive løftet, mens togets bremser hviner.
