Jeg begyndte på min genfortælling af Richard Wagners operadrama Nibelungens Ring i sommeren 2020.
Status lige nu er, at manuskriptet er færdigt. Mit næste mål var, at få det antaget på et forlag.
Denne proces har jeg dog indtil videre sat på pause. Du kan læse mere nedenfor om mine tanker bag den beslutning.
Sidder du på et forlag og tænker, at den dér genfortælling lyder ret interessant, så kast bare en email i min retning. (kontaktkak @ gmail.com)
- Nibelungens Ring på pause
Nibelungens Ring er sat på pause.
Jeg har kastet håndklædet i ringen. I hvert fald lige nu.
I virkeligheden har projektet været på pause længe, det er bare først nu, jeg har konfronteret mig selv med det. Og accepteret det.
Den store misforståelse
Det seneste afslag jeg fik slog mig omkuld. Ikke fordi det var et afslag, men fordi det satte spørgsmålstegn ved hele manuskriptet. Fordi begrundelsen afslørede, at redaktørerne fuldstændig havde misforstået projektets præmis og rammer.
De havde tilsyneladende ikke fanget, at jeg genfortæller en historie, der ikke er min egen. Historien er Richard Wagners. Det er heller ikke en fortælling om nordisk mytologi. Den er bare pakket sådan ind.
Accepterer man ikke den betingelse, giver historien ingen mening.
Jeg har valgt at forblive tro mod Wagners historie i min genfortælling. Derfor afspejler den selvfølgelig også de plothuller og ulogiske handlingsforløb, der er i operaen. Noget af det har jeg kunnet glatte lidt ud, men nogle knaster består. Og det kan man godt leve med.
Nibelungens Ring har jo levet som opera i over 150 år – og den lever fortsat på alverdens operascener. Det er f.eks. kun et par år siden at Det Kongelige Teater opsatte Valkyrien sidst.
Jeg er ikke i tvivl om, at rummeligheden overfor huller i plottet og lignende er væsentlig større, når fortællingen er pakket ind i musik og sang og skuespil. Det er lettere, når musikken bogstavelig talt spiller, at acceptere at handlingen på scenen ikke hænger hundrede procent sammen. Fordi teater og opera er tilstedeværelse og oplevelse i nuet.
Skrevne historier har ikke noget at gemme sig bag. Du kan altid bladre tilbage og læse en sætning igen og igen. Ord på papir er nøgne, og derfor er læserens tolerance overfor uregelmæssigheder i fortællingen meget lille. Det er min også, hvis jeg ikke er forberedt på andet.
Jeg mener stadig, at min genfortælling af Nibelungens Ring har sin berettigelse. Den er svaret på min egen søgen efter en tilgængelig udgave af Wagners historie. Jeg ville gerne kende historien om Nibelungens Ring, uden at skulle kæmpe mig gennem 16 timers opera og +300 siders libretto.
Det slap jeg så ikke for. Men forhåbentlig kan jeg give et bredere publikum en mere umiddelbar indføring i Wagners fortælling. For den er fuld af drama, romantik, begær, spænding. Alt det, der skaber en god fortælling.
Det bliver bare ikke lige nu.
En dag går jeg videre i min søgen efter et forlag, men nu skal jeg bruge min energi på noget andet. Jeg har masser af andre projekter, som jeg gerne vil fokusere på.
Nibelungens Ring er færdigskrevet. Det i sig selv var en kæmpe milepæl for mig.
Nu ligger den i skuffen og løber ingen steder. Og en dag kommer den frem i lyset igen.
- Nibelungens Ring i tegninger
Den ultrakorte version
Jeg holder lige nu skrivepause på Nibelungens ring, mens nogen læser igennem. Men jeg har ret svært ved at slippe fortællingen, så jeg har lavet dette tegnede resumé – bare fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. 😄
🧜♀️🧜♀️🧜♀️ Historien handler om nibelungen Alberich. Han møder de tæskelækre Rhindøtre, som er en slags havfruer – bare i floden Rhinen.
💔 Men da Rhindøtrene ikke gider knalde med Alberich, bliver han mopset og siger, at så kan alt det dér med kærlighed også bare være ligemeget – øv bøv basta bum – Rend mig!!! 😣
💍 🤴 I stedet stjæler han Rhindøtrenes magiske guld og laver en ring, som kan gøre ham til herre over hele verden.
🏃♂️🏃♂️Den enøjede gud Wotan synes, at Alberichs ring er ret smart, så den stjæler han sammen med sin kammerat Loge.
🏡 Desværre kommer Wotan til at give ringen til jætterne, som afdrag på det nye hus, de har bygget til ham.
🙈 Det fortryder Wotan rimelig meget bagefter, og han bruger resten af historien på at få nogle til at gøre det grove arbejde med at stjæle ringen tilbage til ham.
🧍♂️🧍♀️🧜♀️🐲Der er bare også rigtig mange andre, som gerne vil have fingre i den dér smarte ring, så det giver selvfølgelig en mængde ballade.
💥Og til sidst ender det hele i et ordentligt brag. 💥
- At arbejde med personkarakteristikker
I arbejdet med version 2 af min genfortælling af Nibelungens Ring, er jeg på flere fronter trådt et par skridt tilbage. ⏮ ⏮
Blandet andet har jeg sat mig for at skrive en kort personkarakteristik af alle fortællingens karakterer.
Dvs. 2-3 linjer om karakterens væsentligste personlighedstræk og hvad, der driver ham/hende.
Det er en virkelig sjov lille opgave, og ikke noget jeg har prøvet at gøre systematisk før. Men jeg har en forestilling om, at det kan hjælpe mig til at skærpe mine dialoger og beskrivelser.
😊 Fortællingens hovedpersoner fremstår meget nuancerede og komplekse. De er ikke så svære at få styr på. Deres ord og handlinger afslører ganske tydeligt, hvem de er og hvad, de længes efter. De synger det, helt bogstaveligt, ud til verden.
🤔 Det er mere vanskeligt med de bipersoner, som kun optræder med ganske få replikker og handlinger. Her har min egen fantasi selvfølgelig mere frie rammer – og så alligevel ikke, for de skal være tro mod fortællingen.
Derfor oplever jeg det mere som en øvelse i at fange det ekko eller de spejlinger, der kastes tilbage af historiens hovedpersoner. Som om deres karaktertræk gemmer sig mellem ordene. 🙈 (Men jeg skal nok finde dem 😉 )
- Om at tegne kort mens jeg skriver
Jeg har tit behov for at have helt styr på verdenshjørner, og hvordan steder og ting er placeret i forhold til hinanden, når jeg skriver.
🗺️ Derfor tegner jeg altid masser af kort og plantegninger til at fastholde mine forestillinger, mens jeg skriver.
🙆 Nogle ‘tegner’ jeg bare inde i mit hoved, men oftest kommer de ned på papir.
Dels fordi jeg ikke kan lade være. Men også fordi, tegningerne hjælper mig med at opdage, når noget ikke hænger sammen, hvis logikken mangler, eller jeg kommer til at modsige mig selv.
I processen med at genfortælle Nibelungens Ring tegnede jeg også et kort.
Eller rettere sagt, jeg stregede de vigtigste landemærker i et stiliseret landkort.
Men jeg kan ret godt lide at tegne kort, så for et par dage siden, kom jeg lige til at lave en lidt mere præcis skitse. Jeg er ikke sikker på, at den er helt på plads (der er noget med orienteringen i forhold til verdenshjørnerne, jeg ikke er helt tilfreds med), så der kan godt nå at komme et par versioner mere. Bare fordi jeg nok ikke kan lade være, selv om manuskriptet sådan set er færdigt.
Hvad bruger du af ‘hjælpemidler’, for at holde styr på detaljerne i din fortælling?
NB: En geografikyndig person kunne måske finde på at indvende noget i retning af:
Jamen, sådan løber Rhinen jo slet ikke. ☝️🧑🎓
Og nej – det gør den ikke. Ikke i den virkelige verden. Men Nibelungens Ring foregår ikke i den virkelige verden, så jeg har taget mig alle de kunstneriske friheder, jeg syntes, jeg havde brug for. 😉 - Lidt tanker fra skriveprocessen
📝😊
Nogle dele af genfortællingen af Ringen skrev næsten sig selv. Særlig historien i Rhinguldet (den første af de fire operaer) transformerede sig over i mine ord næsten synkront med at jeg hørte/læste den. Her kunne jeg knap nok nå at følge med mig selv. 🏃♀️💻Andre dele var mere drilske og smuttede mellem fingrene på mig. Nogle måtte jeg vende tilbage til flere gange, og indtil flere passager i historien måtte jeg simpelthen sætte på ‘hold’. Så måtte de ligge der og marinere, mens jeg skrev videre et andet sted i historien.
Én af de passager, der voldte mig de største udfordringer var Fricka og Wotans skænderi i ‘Valkyrien’. Det er en meget lang og ret kompleks dialog, hvor der bliver sagt virkelig meget – både på og mellem linjerne. Samtidig sker der også et skifte i personernes sindsstemninger og indbyrdes magtforhold i løbet af samtalen, som er væsentligt for historiens videre forløb. Det hele skulle formidles i prosa uden at det blev for tungt eller knudret.
(Hele mit udgangspunkt for at kaste mig ud i genfortællingen var, at jeg gerne ville gøre historien let tilgængelig, så det var også vigtigt for mig, at jeg ikke spændte ben for den mission.)Det var derfor en passage, jeg vendte tilbage til at læse 📖 og lytte 🎶 til adskillige gange, inden det lykkedes mig at knække koden for, hvordan jeg ville hive de vigtigste pointer ud, og hvordan de skulle fortælles.
Men det lykkedes 🙂 og jeg blev selv godt tilfreds med det færdige resultatet. Nu er jeg så bare spændt på, hvad mine kommende læsere synes. 🤷♀️